Chefgreenkeeper Jesper Brandt stopper i Sebber pr. 1. april 2018
”Det er med tungt hjerte jeg har valgt at sige min stilling op i Sebber Kloster Golf Klub.
Jeg havde forventet at blive flere år i klubben og videreudvikle banen. Jeg har følt mig rigtig godt tilpas i klubben og sat stor pris på den tillid klubben har vist mig gennem hele ansættelsesperioden.
Jeg er uden aktivt at søge stillingen blevet tilbudt job som Chefgreenkeeper i Aalborg, så selv om jeg ikke havde ambitioner om at flytte fra mit job i Sebber – er det en karrieremulighed, som jeg ikke kan sige nej til.”
Bestyrelsen har med stor beklagelse modtaget opsigelsen, som vi dog godt var klar over ville komme en dag. Vi ønsker Jesper Brandt alt godt på hans videre vej, og vi siger samtidig tak for en flot indsats, der har resulteret i en bane der står super flot.
Bestyrelsen har besluttet at finde en midlertidig løsning for 2018, da vi tiden taget i betragtning, ikke mener vi kan gennemføre en ansættelsesprocedure af en ny chefgreenkeeper på så kort tid. Vi ansætter yderligere en sæsonmedarbejder til det eksisterende team og bestyrelsen vil overtage nogle opgaver, samt støtte teamet gennem sæsonen. Til efteråret vil vi evaluere situationen og finde de nødvendige løsninger for sæson 2019.
Da situationen er helt ny – kan vi ikke uddybe det yderligere i øjeblikket.
Sebber Kloster Golf Klub har sagt farvel til en rigtig god medarbejder og leder, men vi har talt med det resterende team, og vi føler os overbevist om, at vi også i år ville holde den meget høje standard, der kendetegner Sebber Kloster Golf Klub.