Ny golfring
Kære Medlemmer
I sidste uge blev bestyrelsen stillet overfor en udfordrende beslutning, idet Rold Skov Golfklub ønskede at træde ud af Golfring Nordjylland og ind i en ny golfring. Vi har flere gange forsøgt at få nye klubber ind i Golfring Nordjylland, så der blev ligevægt, nord og syd for fjorden, men det er ikke lykkedes, og derfor tror jeg, at vi står i den situation, som vi står i nu. Rold anbefalede, at vi kom med i den nye golfring, og det tilbud skulle vi tage stilling til på sidste bestyrelsesmøde.
Vi har haft rigtig stor glæde af samarbejdet i Golfring Nordjylland, og der er helt sikkert knyttet mange bånd på tværs af de fem klubber, med mange besøg fra især Brønderslev og Hals, men bestyrelsen var nødt til at se på det store antal greenfeespillere fra Rold, som tegnede næsten halvdelen af vores besøg i Golfring Nordjylland, og det har været konstant i alle fire år.
Det betyder, at et samarbejde slutter, og et nyt begynder – Volstrup, Mariager, Hobro, Randersfjord og Rold, hvilket betyder en udvidelse til 6 klubber og denne gang alle syd for fjorden. Der er nogen, der vil glæde sig, og andre vil savne tidligere relationer, men en enig bestyrelse mener ikke, vi kan fortsætte i Golfring Nordjylland, som den eneste klub syd for fjorden, og derfor glæder vi os til det nye samarbejde, og vi håber, at medlemmerne også tager godt imod det nye tilbud om deltagelse i ”GOLFRING 2020”.
Prismæssigt vil det koste 850,- kr. at deltage i Golfring 2020, men du vil også få 5 klubber i stedet for 4. Det er fortsat kun fuldtidsmedlemmer, der kan deltage i golfringen. Fordelingsnøglen er 20% pr. solgt kort til klubben og resten i puljen, der fordeles efter antal spillede runder. Meget lig Golfring Nordjylland.
Kære medlemmer jeg håber I tager godt imod denne nyhed – jeg ved godt det ikke passer ind alle steder, men det havde det heller ikke gjort, hvis vi tog afsked med Rold Skov Golfklub.
På bestyrelsens vegne, Povl Munk